Hvad gør jeg ved… salmevalg

Du skal sammen med præsten vælge salmer til bisættelse, begravelse eller bryllup. Måske begrænser dit salmekendskab sig til "Et barn er født i Betlehem". Der findes 790 andre salmer i Den Danske Salmebog med 567 andre melodier (nogle melodier "genbruges" til flere salmer). Det er mange at vælge imellem. Måske er melodien også vigtig for dig, og du læser ikke noder.

På hjemmesiden www.dendanskesalmebogonline.dk er det muligt at søge under begravelse (bisættelse) og bryllup. Der findes også en ”Salme Top Ti”, der kan inspirere og måske lede hen til nogle af de mere kendte salmer. Endvidere er der mulighed for ”Avanceret Søgning”, hvor man kan søge på et enkelt ord – f. eks. ”sorg” eller ”glæde”.
Der er mulighed for at høre langt de fleste af melodierne i en elektronisk (ret uskøn og uden tekst, men dog brugbar et godt stykke ad vejen) udgave. Vær opmærksom på, der kan forekomme to forskellige melodier til samme salmetekst, og så skal der altså vælges!

Har du et specifikt ønske til valg af salmemelodi, er det en godt idé at gøre præsten opmærksom herpå – så får organisten relevant information herom. Og det er ikke nok at sige ”den gamle” eller ”den kendte melodi” – melodiens komponist skal nævnes.

At høre salmemelodien sunget:
Ønsker man at høre en smuk udgave med sang, kan mange af melodierne findes på:
www.lyttildanskesalmer.dk eller
http://www.folkekirken.dk/om-troen/salmer

Foto: Folkekirken.dk